img_1088

Og så forsvandt 7 år sådan lige uden videre. Jeg forundres stadigvæk på daglig basis over at jeg har lavet noget så smukt, kærligt, videnbegærligt og snakkende som hende her (OK, hendes evne til at snakke konstant har jeg måske en anelse om hvor kommer fra, men ellers…)

Fra at være den her lille hjælpeløse klump der landede på mit bryst efter 9 timers smertehelvede til nu at være den her selvstændige 7 årige som argumenterer når hun får et nej, som har en klar holdning til hvad hun vil have på af tøj og som skælder mig ud når jeg kalder hende for min lille pige er der en verden til forskel. Og et eller andet sted der i mellem tabte hun mig nok lidt. Sådan føler jeg det hvertfald for jeg kan ikke helt forstå at de 7 år er gået så stærkt.

Heldigvis får jeg stadig lov til at være en del af hendes finurlige verden hvor hun deler rigtig mange ting med mig i dagligdagen og selvom hun skælder ud på mig når hun mener jeg behandler hende som en lille pige, så er der også stunder hvor hun kravler ind i mine arme og beder mig holde om hende “Det er nogen gange svært at være en stor pige når man bare er lille mig” siger hun så og krammer mig ekstra hårdt.

Store Lille Pige – tillykke med fødselsdagen